Alle løber tør for empati før eller siden. Så hvorfor forventer vi, at sygeplejersker og pædagoger har det dagen lang?

Han vidste godt, at gråden var udløst af hans arbejde, men samtidig prøvede han at slå det hen med, at han var træt, at han havde for mange opgaver, samtidig med at han havde familie, børn og en boligistandsættelse at tænke på. Så han stoppede ikke op. I stedet tog han sig sammen og mødte op og ledede terapien igen ugen efter.

Den næste gang blev også hans sidste gang. For lige der og efter 13 års erfaring som psykolog og terapeut ramte han det, han selv kalder muren. Efter at have ledet endnu en terapisession for voldtægtsforbrydere og børnemisbrugere og satte sig i sin bil, brød han fuldstændig sammen. Han græd, rystede og hulkede og kunne slet ikke holde op.

Han forstod, at han var ude af stand til at fortsætte med at arbejde med disse mennesker, som var begyndt at fylde ham med en sådan afsky, had og vrede, at han fantaserede om at få nogle af sine andre klienter med rockertendenser til at dræbe dem. Han følte, at han var ved at blive vanvittig. Dagen efter ringede Per Isdal til sin kollega og sagde, at han måtte stoppe med at lede terapiforløbet.

“Jeg var blevet sådan en, der blev lettet, når en klient aflyste en aftale, fordi jeg så slap for at blive konfronteret med hans problemer. Tidligere ville jeg være blevet bekymret for hans velbefindende,” siger den norske psykolog om sin egen udvikling.

Når han kigger tilbage, ved Per Isdal nu, at han var omsorgstræt. Han var ganske enkelt tappet for empati og medfølelse. Han er i dag psykolog og assisterende direktør og leder af centret Alternativ til Vold, der ligger i Stavanger. Og så er han forfatter til bogen Medfølelsens pris – Når professionelle hjælpere har brug for hjælp, der i foråret udkom på dansk. Bogen beskriver blandt andet hans eget sammenbrud og er netop tænkt som en støtte til de faggrupper, der som ham selv har et job, hvor de skal drage omsorg for andre mennesker.

Da jeg ringer til ham for at få ham til at sætte nogle flere ord på, hvad omsorgstræthed præcis går ud på, forklarer han det sådan her:

“Vi, der hjælper andre, bliver påvirket af alt det, vi hører og ser. Vi tager imod andre menneskers smerte, lidelser, traumer og problemer, og med tiden indvirker det på os. Slutresultatet er omsorgstrætheden. Det er en form for udbrændthed, som er helt særegen, fordi vi bliver svækket af den lidelse hos andre, som vi er sat i verden for at lindre,” siger Per Isdal.

Diskussionen om omsorgstræthed er vigtig at tage i en tid, hvor vi igen og igen hører om tilfælde af forråelse på landets plejehjem, om dårlige normeringer i daginstitutionerne og om sygeplejersker og læger, der ikke når at holde pauser i løbet af lange vagter. Forleden kom det frem, at en sosu-assistent i Helsingør havde filmet og delt en video med en ældre dement kvinde. For nogle måneder siden var det den såkaldte Else-sag fra Aarhus, der satte ild til debatten. TV 2’s optagelser med skjult kamera viste, hvordan Else på 90 år både blev talt hårdt til og fik lov at have den samme ble på i 24 timer.

Forklaringen blev hurtigt, at der manglede ressourcer og mandskab. Sådan lyder det tit i denne slags sager, men måske er det ikke hele forklaringen. Måske handler det også om, at man kan blive slidt på sit omsorgsgen. Og når vi ser på vores velfærdssamfund med dé briller, så handler diskussionen ikke kun om ressourcer og normeringer. Det handler også om, hvordan psykologer, pædagoger og alle de andre velfærdsarbejdere overhovedet tænker om deres arbejde. For måske bliver man ikke automatisk et mere empatisk menneske, fordi der er flere ressourcer.

DEN FØRSTE TIL AT BRUGE ORDET OMSORGSTRÆTHED eller compassion fatigue var den amerikanske professor i psykologi Charles Figley, der oplevede det på egen krop efter intenst at have arbejdet med krigsveteraner. I midten af 1990’erne beskrev han det som “en nedbrydning af vores medfølelse og vores evne til at kunne tolerere andres stærke følelser og svære historier”.
Omsorgstræthed kan også defineres som en ubalance mellem at give og tage eller som the cost of care. Det koster noget at være sådan en, der tager sig af andre mennesker.

Lene Eriknauer er erhvervspsykologisk chefkonsulent og har undervist ledere i sundhedssektoren i netop omsorgstræthed. Og så kender hun selv til følelsen af at sidde i bilen uden for sit eget hus uden at gå ind, fordi hun havde behov for at sunde sig over dagens klienter, inden hun kunne være omsorgsfuld over for sin egen familie.

Et britisk studie har beskrevet, at det er bedst at bestille tid hos lægen tidligt på dagen, så længe der stadig er empati tilbage. Og det er i nogle tilfælde ikke helt forkert, siger Lene Eriknauer:

“En læge, der i mange år har hørt på, at andre mennesker har ondt i livet og er syge, kan opleve slid på sin omsorg og kan efter frokostpausen have det sådan, at han simpelthen ikke orker at høre om mere livssmerte. Samme fortælling hører jeg fra psykologer, der fortæller om en oplevelse af tiltagende udmattelse og nærmest får kvalme ved tanken om at skulle høre mere om andre menneskers lidelser. Det er et klart tegn på, at tanken er ved at løbe tør for empati,” siger Lene Eriknauer.

Oplevelsen er den samme hos flere af velfærdsstatens frontkæmpere. Nanna Høyrup Andersen opdagede den, efter hun havde været vuggestuepædagog i syv år. Hun holdt meget af både sine kolleger og børnene, og det var sikkert også derfor, at hun ignorerede signalerne om, at hun kørte på pumperne. En dag, med tårerne trillende, kunne hun bare ikke mere. Nanna Høyrup Andersen, der i dag er 41 år, forklarer det på denne måde:

“For mig var det en flydende oplevelse. Jeg oplevede større træthed og udmattelse, og jeg var mindre social ved siden af mit arbejde, end jeg plejede. Det blev sværere for mig at være på arbejde. Sværere at være sammen med børnene, der havde brug for mig, vel vidende at jeg ikke kunne slå til på grund af vilkårene. Som pædagog er det dig selv, der er arbejdsredskabet, så det er nødvendigt at være i balance selv. Og det var jeg ikke til sidst.”

Som pædagog oplevede hun at gå fra at være fire voksne til 12 børn mellem klokken 9 og 15 til seks år senere, i 2014, at kunne være ene om mere end ti vuggestuebørn om eftermiddagen, med døren åben ind til nabostuen. Egentlig havde hun lavet en aftale med sig selv om, at hun ikke ville blive, hvis vilkårene blev ringere, men så var der jo lige det, at hun følte sig ansvarlig for sine medmennesker.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker. Som pædagog investerer du dig selv både i børnene og dine kolleger. Og selv om vi mandskabsmæssigt kom mere og mere i knæ, gravede vi dybere i os selv, for at børnene ikke skulle lide under det. Til sidst var der ikke flere kræfter,” siger Nanna Høyrup Andersen.

Efter en længere sygemelding, blandt andet på grund af en svær belastningsreaktion, er hun i dag i et såkaldt ressourceforløb, som hun er blevet visiteret til af kommunen. Sammen skal de finde ud af, hvad hun kan holde til. Men målet er ikke at vende tilbage til pædagogfaget. Hun har gjort sig samme erfaring, som den norske psykolog Per Isdal beskriver i sin bog Medfølelsens pris. Hvis du først for alvor har ramt empati-muren inden for et specifikt arbejdsområde, kan det være meget vanskeligt at vende tilbage, uanset hvor lang pause du holder.

For Nanna Høyrup Andersen er det de nuværende arbejdsvilkår og bevidstheden om ikke at kunne slå til, der er afgørende for ikke at kunne vende retur til pædagogfaget.

Chefkonsulent Lene Eriknauer er en af dem, der mener, at samfundets hang til at effektuere, måle og veje ofte presser de fagpersoner, som i høj grad gik ind i eksempelvis sundhedsvæsenet for at gøre en forskel for andre.

“Det bliver ofte gjort til et individuelt ansvar, at man løber tør for brændstof. Problemet med mennesker, som finder stor mening med det, de laver, er, at de synes, det er skamfuldt, hvis deres empati er i bund. Også selv om nedskæringer og mangel på varme hænder gør det vanskeligt at have en fuld tank,” siger hun.

Folk, der er dygtige til at hjælpe andre, er ofte drevet af et højere formål. Det er for mange et kald. Og derfor skal der meget til, før de lader borgeren, patienten, barnet i stikken. Til gengæld får de ikke altid taget vare på sig selv. Og det slider på det professionelle menneske, når der ikke er balance mellem at give og at få.

“Har du som læge syv et halvt minut per konsultation, er der ikke noget at sige til, at du kan få en tom følelse af bare at eksekvere,” lyder det fra Lene Eriknauer.

Når vi i den offentlige debat taler om velfærdsarbejdernes forhold, leder de problematiske sager os ret tit ind i en diskussion af normeringer. Flere hænder vil give bedre velfærd og mindre stress. Men da jeg ringer til Claus Holm, leder ved DPU, Aarhus Universitet, kommer han med et andet bud, som han anser for lige så vigtigt. Han er lektor, ph.d. og forsker blandt andet i læreres og pædagogers professionelle dømmekraft og i professions- og ledelsesetik.

Han anerkender, at omsorgstræthed kan være konsekvensen, når man arbejder med at passe og pleje andre mennesker. Hans vigtigste bud på en løsning handler derfor ikke om økonomi eller normeringer. Den handler om at være “professionel menneskekærlig”. Velfærdsarbejdere skal finde balancen i, hvor meget de investerer af sig selv.

“Der skal være en balance mellem at se det som et lønarbejde og et kald. Du skal hverken være in it for the money eller in it for love,” siger Claus Holm.

For elsker man alle børn på stuen som sine egne, vil empatien allerede været brugt på de første to børn, man møder, og så er der stor fare for at blive omsorgstræt. Ser man derimod kun jobbet som et middel til at tjene penge, og føler man i grunden kun afsky for demente Børge i værelse 12, så er man også på gale vej.

Men det er da svært at finde balancen, fortæller Claus Holm, selv om det netop er balancen, der vil være idealet. En måde at komme tættere på balancen kunne være at finde det, han kalder “professionel høflighed som er et værn imod idéen om autenticitet”.

“Vi hører så meget om, at vi skal være autentiske mennesker, også i jobbet, men det er jo sindssygt drænende, hvis vi skal være det i alle vores relationer, særligt hvis vi arbejder med mennesker. Hold op, jeg ville brænde ud, hvis jeg skulle være det konstant. Det er simpelthen for meget at forlange, og man vil også møde både børn, patienter og klienter, man bare ikke bryder sig om,” siger Claus Holm.

Uanset hvem man møder, er målet derfor at udvise det, han kalder professionel etikette. Forholdet skal ikke tage form af hverken kærlighed eller had. Og så skal man lære at acceptere, at det sagtens kan være, at man ikke får noget særligt igen. Eller at det, man får, ikke lige er noget, man ønsker sig, hvis man nu for eksempel er læge på et psykiatrisk afsnit.

“Man må sammen med sine kolleger prøve at finde frem til en professionel selvglæde. Man har virkelig brug for anerkendelse fra sine kolleger, sin ledelse og egentlig også fra sig selv. For ofte får man den ikke fra dem, man passer og plejer.”

MEN ER DET IKKE NETOP I HØJ GRAD at lægge ansvaret over på det enkelte individ? Har samfundets indretning og de ressourcer, der er til rådighed, ikke en afgørende betydning for, om man bliver omsorgstræt, spørger jeg Claus Holm.

Jo, en vis betydning, vurderer han, men ikke udelukkende. Han er enig i, at mange daginstitutioner har for dårligere normeringer, men:

“Selvfølgelig reducerer ordentlige ressourcer og gode rammer risikoen for omsorgstræthed, men selv med gode forhold er det vigtigt at tænke på balancen mellem kaldet og lønarbejdet. Har du en fordring om at elske alle børn på stuen, så løber du lynhurtigt tør for empati,” siger Claus Holm.

På Copenhagen Business School, CBS, forsker lektor Camilla Sløk i ledelse og etik. Derudover er hun også teolog. Hun køber ikke argumentet om, at New Public Management skulle være hovedårsagen til, at ansatte i omsorgssektoren bliver slidt på empatien. Tværtimod har mere styring og kontrol ført til større ansvarlighed. Camilla Sløk siger:

“Sagen er, at man netop opfandt New Public Management for at styre og professionalisere den offentlige sektor, så der ikke bare kunne finde hvad som helst sted. Der var sektorer, der ikke kunne styre sig selv. Det er for eksempel børnehjemmet Godhavn og Åndssvageforsorgen triste historiske eksempler på,” siger hun.

Som Claus Holm medgiver hun, at nedskæringer kan presse de ansatte, der skal passe på andre mennesker. Men det forklarer ikke nødvendigvis, når de, ligesom det var tilfældet i Else-sagen fra Aarhus, opfører sig som fjolser.

“Det er også et spørgsmål om menneskets natur. For er vi bare alle altid helt vildt søde? Det mener jeg ikke. Man udfører sikkert sit arbejde dårligere af at være stresset, men man bliver ikke altid sødere af at have mere tid. Folk må selv tage ansvar for, hvordan de opfører sig. Det kan ikke bare undskyldes med ‘systemer’,” siger Camilla Sløk.

Chefkonsulent Lene Eriknauer mener, der er behov for, at man på arbejdspladserne og på ledelsesniveau både anerkender og laver planer for, hvordan man hjælper medarbejdere, der er belastede og omsorgstrætte. Det handler i høj grad også om kultur på arbejdspladserne. Hun siger:

“Faktum er, at det slider på det professionelle menneske at være leverandør udi empati. Man kan ikke gå gennem vand uden at blive våd og heller ikke arbejde med andre menneskers problemer og traumer uden at blive påvirket i en eller anden grad. Derfor er det ledernes opgave at skabe nogle rammer, der giver medarbejderen mulighed for at afgifte hen ad vejen. Det er ledelsen, der skal sørge for, at der er en indre bæredygtighed, det vil sige adgang til beskyttende faktorer som for eksempel supervision og plads til egenomsorg,” siger Lene Eriknauer.

I det er den norske psykolog og psykoterapeut Per Isdal helt enig. Men han er bekymret for det, han kalder “brutal offentlig kapitalisme”, som han mener dominerer omsorgssektoren i både Danmark og hans eget hjemland Norge. En offentlig kapitalisme, som i hans optik handler mere om kroner og øre end om mennesker.

Men vil man have empatiske hjælpere, må man også give dem tid til pauser, understreger han.

“Som hjælper har du brug for at have et liv uden for jobbet, som giver dig kræfter. Vi har som mennesker stor kapacitet, men den er helt afhængig af, at vi også får mulighed for at holde pauser. Det er ligesom med sportsudøvere. For at vinde guld må man ikke kun træne. Man må også hvile,” siger Per Isdal.