I vores iver efter at hjælpe udsatte børn har vi skabt et bureaukrati og et kontrolsystem, som fjerner fokus fra de børn, som alle ønsker at hjælpe. Når en fagforeningsleder på det offentlige område påpeger et problem og ikke i samme sætning kræver øgede bevillinger, er der grund til at lytte. Derfor er det interessant at hæfte sig ved de seneste måneders udtalelser fra næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt.
Han har gentagne gange påpeget, at vi svigter de mest udsatte børn – ikke fordi de 15 milliarder kroner, vi årligt bruger på området, er for lidt, eller fordi der er ansat for få socialrådgivere, men fordi man i den bedste mening har fået opbygget et vildt bureaukrati, som skal forhindre fejl.
Bevågenhed er ikke det, der mangler. For tiden ruller dokumentarserierne De brændte børn og Børn under jorden over skærmen på henholdsvis på TV 2 og DR1. Igen og igen sættes der fokus på børn i udsatte positioner – men det flytter ikke rigtig noget.
Heller ikke da et enigt folketing i 2013 vedtog den såkaldte Overgrebspakke, som skulle sætte en stopper for frygtelige børnemishandlingssager, de såkaldte bindestregssager: Tønder-sagen, Brønderslev-sagen, Mern-sagen etc.
Med Overgrebspakken prøvede politikerne for tredje gang på syv år gennem lovstramninger og detailstyring at forhindre disse forfærdelige sager i at opstå.
Resultatet er, at kommunerne i dag drukner i underretningssager om svigt af børn. I visse kommuner er der på et par år sket en stigning på flere hundrede procent. Samtidig er der indført dokumentationskrav til kommunerne, som betyder, at socialrådgiverne på børneområdet bruger omkring 80 procent af deres arbejdstid på at dokumentere, hvordan børnesagerne bliver håndteret.
Rationalet synes at være, at hvis Christiansborg ånder kommunerne og sagsbehandlerne i nakken, så undgår vi nok en ny skandale på avisernes forside.
Det ligger fjernt
Jeg er ikke forsker, men jeg fik som journalistisk fellow på Trygfondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet mulighed for at dykke ned i politikdannelsen på området. Min research viser, at politikdannelsen i vid udstrækning sker på baggrund af det, sociologer kalder ’moralsk panik’.
Teorien, der blev formuleret i 1970’erne, beskæftiger sig med det fænomen, at der sker hurtige politiske og lovgivningsmæssige ændringer, eksempelvis i forbindelse med at pressen sætter fokus på et problem. Hvis man kort skal forsøge at definere moralsk panik, er det lettest at pege på modsætningen.
Og modsætningen til den moralske panik er det systematiske og planlagte oplæg til en ændring, hvor analysen og det rationelle er det styrende princip. I forhold til de udsatte børn har det helt åbenbart være følelser, som har været det styrende princip.
Og her spiller medierne en vigtig, men lidet flatterende dagsordensættende rolle. Som borgere har vi alle et ’normalbillede’ af en barndom, men det er de færreste, der kender et omsorgssvigtet, misrøgtet eller seksuelt misbrugt barn. Det ligger fjernt fra de fleste, også politikerne. Mediernes fremstilling af problemet bliver derfor afgørende for reaktionerne på udsatte børn, og det vi gør for at hjælpe dem.
Heller ikke TV 2’s De brændte børn og DR’s Børn under jorden formår at løfte den socialpolitiske debat op over primetimecasen. Med andre ord: I de helt uforståelige børnemisbrugssager tilbyder medierne en forklaring, ofte forsimplet og ofte af en karakter, som blot indkredser de skyldige.
De rigtige flueben
Lanceringen af Overgrebspakken fra 2013 dokumenterede endnu en gang, at det er enkeltsager, der virker som den drivende politiske kraft. Socialministeriet præsenterede den sådan her:
»Det skal være fortid, at der ikke gribes ind i sager om børn, der udsættes for massive omsorgssvigt og overgreb. Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup (S) vil sætte ind over for den række af enkeltsager om misrøgt og overgreb mod børn, som vi har været vidne til de seneste år.«
Med den nye stramning blev alle, der har en skærpet underretningspligt, det vil sige lærere, pædagoger, læger og andre, som omgås børn professionelt, pålagt at lave en underretning til kommunen, inden de selv forsøger at løse problemet, når de støder på et barn, som mistrives.
Et andet nyt krav var – og er fortsat – at kommunerne skal reagere inden for 24 timer, efter at de har modtaget en underretning.
Hvad de nye stramninger har betydet for antallet af underretninger, ved man ikke på nuværende tidspunkt. Ankestyrelsen er først lige begyndt at indsamle tallene. Men ser man alene på de seneste ni måneder i 2014, som er Ankestyrelsens nyeste tal, når tallet op på svimlende 64.650 underretninger.
Flere kommuner oplyser over for mig, at antallet de seneste par år er steget med flere hundrede procent. Det er noget, der koster – men gavner det også de børn, som alle er enige om at hjælpe?
Der er ca. 100 tvangsanbringelsessager om året, og ud af dem er én til to sager såkaldte bindestregssager. Ikke desto mindre er det i vid udstrækning pressens fokusering på disse ulykkelige sager, der kommer til at tegne billedet af området og – hvad der er nok så interessant – altså også kommer til at danne grundlag for politikdannelsen på området.
Stramningerne har skullet forhindre den slags sager i at opstå, men har i stedet skabt et bureaukrati og et kontrolsystem, som fjerner fokus fra de børn, som alle ønsker at hjælpe. Socialrådgiverne skal for guds skyld sikre sig, at de får sat de rigtige flueben, så de har deres ryg fri, næste gang en skandalesag rammer avisernes forsider.
Nye forhandlinger, tak
Problemstillingen bliver kun yderligere accentueret af, at forskerne på området faktisk også på deres stilfærdige, forskeragtige måder påpeger, at de 15 milliarder kroner, vi årligt bruger på området, er fuldt tilstrækkelige. Som én af de førende forskere på området, forskningsleder Frank Ebsen fra Metropol, sagde i et interview: »Der er penge nok i det her game – vi bruger bare pengene forkert.«
Tænketanken Cevea har beregnet, at hvis medarbejderne i den offentlige sektor brugte 15 minutter mindre om dagen på dokumentation, ville man kunne spare 7,3 milliarder kroner om året.
Hvor stor besparelsen ville være på området for udsatte børn, ved jeg ikke, men det interessante er heller ikke, hvad der kan spares, men hvordan pengene bedst bruges til gavn for de udsatte børn.
Normalt udspiller den politiske proces sig i en meget lidt frugtbar atmosfære af skænderi, politisk drilleri og dask til hinanden med forskningsrapporter og tal. Det behøver ikke være tilfældet her, for blandt alle aktører, inklusive de politiske partier, er der enighed om, at man vil det bedste for børn i udsatte positioner. Og pengene er der altså.
Hvorfor ikke udnytte den situation af konsensus og få startet en form for firepartsforhandlinger med deltagelse af Christiansborg, Kommunernes Landsforening, de relevante fagforeninger og forskere på området?
Det ville kunne betyde, at indsatsen over for børnene kunne tage udgangspunkt i forskningsbaseret viden, at fagpersonerne kunnevære der for børnene frem for at tilfredsstille bureaukratiet, og at reformarbejdet ikke blev drevet af moralsk panik.
Pressen har også et ansvar for at bringe journalistikken videre end til blot at kolportere sensationelle cases og anekdotisk evidens.
Derfor er det glædeligt, at den journalistiske efteruddannelse og Trygfonden i øjeblikket arbejder på at etablere et kursus og et netværk for journalister, som vil udfordre de fremherskende historier på feltet og insistere på at gøre deres journalistik vidensbaseret.
Der er 12.000 anbragte børn, der venter på, at alle parter kommer videre.
Ulrik Holmstrup er journalist og dokumentarist
Kilde: 12.000 anbragte børn har ingen gavn af moralsk panik | Information
