Inspiration og redskaber til arbejdet med frivillige peers

Vi inviterer til uddannelsesseminar den 13. november 2017. Her dykker vi ned i peer-to-peer-metoden i det frivillige sociale arbejde. Kom og bliv klogere på, hvordan du og din forening skaber de rette rammer for læring og kompetenceudvikling blandt frivillige peers. Med hjem får du viden og værktøjer fra eksperter og praktikere, som har stor erfaring med at arbejde med denne særlige gruppe af frivillige i det sociale arbejde.

Peer er det engelske ord for ”ligesindet”. En peer-støtte er en person, der bruger sine personlige erfaringer om fx psykiske vanskeligheder, når han eller hun støtter andre mennesker i en lignende situation. Peer-to-peer-metoden lægger vægt på, at den frivillige og brugeren er ligesindede.

Frivilliges personlige erfaringer er en vigtig ressource i det frivillige sociale arbejde. Mange foreninger på social- og sundhedsområdet udbyder derfor aktiviteter, hvor frivillige peers bruger deres egne personlige erfaringer, når de støtter og hjælper mennesker, som står i en tilsvarende vanskelig livssituation. Det kan fx være mennesker, som har et handicap, er misbrugere eller ramt af alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, hjemløshed, skilsmisse, arbejdsløshed, sorg, ensomhed eller på andre måder er (socialt) udsatte.

Temaet for årets uddannelsesseminar er frivillige peers

På seminaret får du svar på spørgsmål som:

  • Hvilke kompetencer og ressourcer har peers?
  • Hvad skal I som forening være opmærksom på, når I vil inddrage peers?
  • Hvad betyder peers for jeres frivillige arbejde med brugerne?
  • Hvordan kan I bedst støtte og facilitere kompetenceudvikling for peers?

Se hele programmet neden for.

Kilde: Uddannelsesseminar 2017: Inspiration og redskaber til arbejdet med frivillige peers | Frivillighed.dk