Tommy kan ikke klare fleksjob på to timer: “Du skal ha’ en mentor” 

Du kan få en mentor. Og du kan få “håndholdt træning i varmtvandbassin”. Og du kan få en “virksomhedsrettet indsats”. De tre indsatser – foreslår Thisted Kommune – skal bringe Tommy Sørensen nærmere arbejdsmarkedet. – Tommy Sørensen på 58 år kan ikke længere klare sit fleksjob på to timer om ugen. Kommunen har derfor sendt ham i et ressourceforløb med tilbud om varmtvandsbassin og en mentor. 

Derfor har de tilkendt den 58-årige thistedbo et ressourceforløb på to år. Et ressourceforløb, som Tommy Sørensen og den lokale 3F-afdeling ikke kan se nogen som helst mening med.

– Noget vås, skriver 3F-afdelingen direkte til kommunen i sin klage, som netop er sendt afsted.

Hovedpine 24 timer i døgnet

Tommy Sørensen har flere diskusprolapser og et kompliceret dobbelt benbrud i rygsækken. Og så har han de seneste fem år lidt af Hortons Hovedpine med konstante smerter og pinefulde anfald samt en kronisk diarré, som lægerne stadig ikke har fundet en behandling for.

Han har desuden haft fleksjob med skånehensyn siden 2004, da ryggen ikke kunne længere. Det blev i 2013 sat ned til fem timer og i 2016 sat ned til to.

– Men det kom aldrig op at køre med de to timer. Jeg havde det for dårligt, fortæller Tommy Sørensen.

I februar 2017, da han får en hjerneblødning, kommer livet op til revision:

– Man begynder at tænke lidt over tingene. Man vil jo heller ikke ende i en kørestol, siger Tommy Sørensen.

Arbejdsevnen er ubetydelig

Den lokale 3F-afdeling er af den opfattelse, at Tommy Sørensen er berettiget til førtidspension. Der er ikke sket en udvikling i hans mangeårige fleksjob. Tværtimod.

Tommy Sørensen er nu også selv mest stemt for en førtidspension. Og kommunen skal ifølge loven tage hensyn til hans eget ønske, når arbejdsevnen er så begrænset. Ifølge egen læge “nedsat til det ubetydelige”.

Men sådan læser Thisted Kommune ikke loven. Den har nemlig frakendt Tommy Sørensen hans fleksjob. Og så har den tildelt 3F’eren et ressourceforløb, der halverer hans indtægt. Måske med henblik på at skaffe ham et nyt fleksjob, skriver kommunen.

Tæt relation og motivation

Men det indhold, kommunen har puttet i det toårige ressourceforløb, får Tommy Sørensen til at ryste på hovedet.

Kommunen foreslår, at Tommy Sørensen – der er ægtemand, far til to børn og har arbejdet, siden han var 17 år – skal have en mentor. “Med henblik på en tæt relation, beskrivelse af dagligdagen, motivation for deltagelse og håb om bedring”, skriver kommunen.

– Jeg ved ikke, om de synes, jeg er helt gakgak. Men jeg kan da selv tage tøj på og alting. Jeg kan virkelig ikke se, hvad det skal gøre godt for. Jeg følger mig godt nok uværdig, hvis de mener, at jeg skal have en mentor til at passe på mig, siger han.

3F: Det er noget vås

I 3F er man mere kontant:

– Det er simpelthen noget vås at skrive, at en mentorordning skal kunne udvikle arbejdsevnen hos en mand, som har været på arbejdsmarkedet hele livet, lyder det fra Hanne Frøjk Søvndal, sagsbehandler i 3F Thy-Mors.

– Man foranlediges til at tro, at kommunens formål med en mentor primært er at skaffe indhold til et i forvejen indholdsfattigt og ulovligt ressourceforløb, lyder det fra sagsbehandleren.

Thisted Kommune skriver også, at “en virksomhedsrettet indsats kan iværksættes med rette skånehensyn”.

Endnu en omgang vås, lyder det fra 3F.

– Kommunen forholder sig jo slet ikke til, at Tommy Sørensen netop kommer fra et fleksjob på to timer, som han ikke kunne klare på grund af helbredet, siger Hanne Frøjk Søvndal.

Upopulær i svømmehallen

Kommunen foreslår også en helbredsindsats – og skriver:

“Afvente effekt af medicinsk behandling af diarré – herefter afsøge muligheder for håndholdt træning, evt. i varmtvandsbassin.”

– At skrive diarré og varmtvandsbassin i samme sætning – det siger jo ligesom alt. Jeg ved ikke, hvad de har forestillet sig, når jeg har den kroniske lidelse. Så bliver jeg nok ikke så populær i svømmehallen, siger Tommy Sørensen.

Tommy Sørensen og den lokale 3F-afdeling har nu klaget til Thisted Kommune over afgørelsen og afventer en tilbagemelding. Selve ressourceforløbet er iværksat fra 1. november.

– Så jeg har netop fået halveret min indtægt. Det ser noget sort ud. Men måske er det dét, det går ud på: At køre folk helt ned, siger Tommy Sørensen.

Thisted Kommune har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.

Source: Tommy kan ikke klare fleksjob på to timer: “Du skal ha’ en mentor” | Fagbladet 3F