Mentornetværket Esbjerg-Varde er blevet reddet

Mentornetværket Esbjerg-Varde er blevet reddet af yderligere penge fra Social & Arbejdsmarkedsudvalget og kan nu køre videre.  Esbjerg Kommune: Tredje gang blev lykkens gang for det økonomisk nødlidende Mentornetværket Esbjerg-Varde.

Mentornetværket er en frivillig forening, der matcher internationale tilflyttere med frivillige mentorer, som er aktive på det danske arbejdsmarked eller som på anden vis er solidt forankret i det danske samfund, og det arbejde stod for at få en brat ende, da foreningen – ikke for første gang – stod i bekneb for penge.

– Nu kan vores dygtige frivillige fortsætte det vigtige arbejde med at skabe gode muligheder for integration, inklusion og kulturel mangfoldig i Esbjerg og Varde, hvilket vi er meget taknemmelige for. I fremtiden vil vi fortsætte med at videreudvikle vores kerneopgave og drive den frivillige mentorordning, siger Karen Margrethe Nielsen, formand for Mentornetværket Esbjerg-Varde.

Der er stadig lidt mystik om, hvor mange penge, netværket havde brug for ud over de oprindelige 181.000 kroner, som foreningen allerede har fået fra kontoen med de såkaldte paragraf 18-midler i indeværende år. Men i første omgang var indstillingen fra forvaltningen et klart nej til flere penge, og embedsværket gjorde det samtidig klart, at Mentornetværket efter embedsmændenes opfattelse ikke havde tilpasset deres aktiviteter efter den økonomi, foreningen har. Som nævnt er det ikke første gang, Mentornetværket har kæmpet med økonomien – i slutningen af 2015 måtte både Esbjerg og Varde kommuner rykke ud med ekstra tilskud.

Udvalget har ikke kunnet finde de godt 62.000 kroner blandt paragraf 18-midlerne, for der er kun 19.000 kr. tilbage. Derfor tages resten af beløbet fra udvalgets rådighedskonto.

Kilde: Politikerne skraber kistebunden: Frivillig forening overlever | Esbjerg | jv.dk