Jennifer var tæt på at droppe uddannelse: ’Min mentor fik mig til at blive’ | Sjælland | DR

Jennifer Lauritzen var tæt på at lægge spartlen på hylden og give op.For manglende motivation i det sidste år af hendes uddannelse som salgsassistent i XL-Byg Grønvold og Schou i Slagelse fik hende til at overveje at springe fra. Men en håndsrækning fra hendes mentor hjalp Jennifer Lauritzen til at blive på uddannelsen.

– Det kan være alt fra at sige hej eller godmorgen, til hvis man har et problem med en kunde eller har nogle spørgsmål til uddannelsen. Man har en, der observerer, om man trives her, siger Jennifer Lauritzen, der er nyudlært salgsassistent.

Flere end hver fjerde elev i byggevarebranchen springer fra, før han eller hun har fået papir på at være færdiguddannet.

Men hos butikskæden XL-Byg har de lavet en mentorordning, som har fået tallet ned til færre end hver tiende. Det viser tal fra Handelsfagskolen.

Her bliver elev og mentor sat sammen, så der er en at tale med, når udfordringerne bliver svære.

Mentor hjalp mod manglende motivation

En af udfordringerne for Jennifer Lauritzen var, når hun skiftede afdeling i butikken.

– Her i byggecenteret kommer man rundt i flere afdelinger på sin uddannelse i forholdsvis kort tid ad gangen, og der manglede lidt noget introduktion til de enkelte afdelinger og en opfølgning, i forhold til hvordan det er gået, siger hun.

Men at have en mentor, som har givet nogle råd og støtte, har gjort, at Jennifer Lauritzen valgte at give butikslivet en chance mere.

Og det havde mentoren Camilla Møller Jensen en stor andel i.

– Vi sørger for at få eleverne til at komme godt omkring i afdelingerne og få dem lært, hvad de skal, og tale med dem, hvis de har problemer. Så spørger vi, om vi ikke skal mødes over en kop kaffe, siger Camilla Møller Jensen, der er mentor og sælger i XL-Byg Grønvold og Schou.

Det har nemlig gjort en forskel at have en i butikken, man altid kan tale med, understreger Jennifer Lauritzen.

– Nogle dage kunne jeg godt føle, at jeg bare havde et almindeligt arbejde, men det er jo min uddannelse. Det tror jeg, at der er mange, der nogle gange glemmer. Der gør det en kæmpe forskel, at man har en mentor, som har fokus på din uddannelse, siger hun.

’Man kan spejle sig i en mentor’

Og det kan være svært som elev at sige til sin leder, at man mistrives under sin uddannelse, fortæller chef for HR i XL-byg Liselotte Christensen.

– En mentor er ofte en kollega, der har færdiggjort sin uddannelse for kort tid siden, og som har stået med de samme udfordringer, som eleven står midt i. Det gør, at eleven kan spejle sig i mentoren. Det giver forhåbentligt en mere åben dialog, når det gælder elevens trivsel, siger hun.

Underviser Claus Christensen fra Handelsfagskolen i Odder modtager elever fra hele landet i skoleforløb.

Han oplever også, at de elever, der har en mentor, er bedre forberedt, når de kommer til skolen.

– Eleverne, der har en mentor, er dem, der er mest motiveret og som klarer sig bedre på skolen, fordi de ved, hvordan hele uddannelsesforløbet kommer til at hænge sammen, forklarer underviser Claus Christensen.

Source: Jennifer var tæt på at droppe uddannelse: ’Min mentor fik mig til at blive’ | Sjælland | DR