Jeg er privat mentor, og jeg er stolt af det

Det er et forkert billede, der tegnes i medierne af de private mentorer, der skal hjælpe borgere med komplekse problemer til at få et bedre liv.

Ja, jeg har et privat mentorfirma, ja, jeg lever af det, så ja, det er en forretning. Men det er ikke det samme som, at jeg kun interesserer mig for indtjening.

Mit mentorfirma har i snart seks år været med til at løsne op for komplekse sociale, helbredsmæssige og personlige problemer i mine mentees liv.

De mål, som sagsbehandleren har formuleret, har jeg givet feedback på – herunder udførlige kvartalsvise skriftlige tilbagemeldinger. Jeg har derfor meget svært ved at genkende det billede, som dels tegnes af den selvstændig socialrådgiver Puk Sabber i hendes kronik i Information og dels tegnes i DR’s udsendelser, Afsløret – hvor er min mentor?

Mentorarbejde er relationsarbejde, som kun lader sig gøre ansigt til ansigt. Selvfølgelig har jeg i perioder været nødt til at bruge telefonen som kontaktform. Det har dog aldrig – som det antydes i Puk Sabbers kronik – været for at slippe lettere om ved arbejdet.

Årsagen har hver gang bundet i mentee’ens personlige forhold. Disse omstændigheder i arbejdet som mentor bliver efter min mening ikke nuanceret i debatten, hvor man sidder tilbage med en opfattelse af, at mentorer ikke gør tilstrækkeligt for at komme i kontakt med sine mentee’ens. Underforstået sidder jeg tilbage med en følelse af, at mentorer bliver anklaget for at have snablen for langt nede i kommunekassen.

Faglig stolthed

Brodne kar skal ikke tolereres nogen steder. Men det er ikke det samme som at sige, at en mentor er brodden, fordi vedkommende fakturerer et møde, selvom menteen ikke møder op eller aflyser med kort varsel. Fra et firmaperspektiv har man måske sagt nej til andre opgaver, som man kunne have sagt ja til. Fra et skatteyderperspektiv skal ydelse naturligvis modsvare levering.

I min praksis har jeg været ude for, at mentees efter at være begyndt i uddannelse ikke har haft overskud til at mødes personligt, fordi al deres energi har været brugt på undervisning, studie, transport, socialt liv osv. I disse tilfælde drøftes det med sagsbehandleren, om mentorordningen skal fortsætte, fordi den opleves af mentee som en livline i en overgangsperiode, eller om den skal afsluttes – ofte efter, at der er etableret specialpædagogisk støtte eller andre fremadrettede hjælpemuligheder.

I det hele taget kan jeg ikke forstå, at fordi man har en privat virksomhed, så skulle det være ensbetydende med, at man ikke besidder en faglig stolthed og ambition for sit arbejde.

Jeg kan heller ikke genkende Puk Sabbers udtalelse i kronikken om, at »mentorerne får en dobbeltrolle, hvor de fremstår som kontrollanter i stedet for støttepersoner«. Tværtimod. Netop fordi jeg er en ekstern privat aktør, så er jeg ikke en del af jobcentret, og har ikke adgang til interne journalsystemer, personalemøder osv. Relationen mellem mentor og mentee foregår derfor i et fortroligt rum, og tilbagemeldingerne til jobcentrenes sagsbehandlere foregår åbent. Jeg har aldrig leveret et statusreferat, som ikke har tålt at kunne læses af mentee’ens.

Al dette handler om ordentlighed. Men denne ordentlighed går to veje; både mod den enkelte mentee, men også mod den sagsbehandler, der har igangsat mentorforløbet. Så hvis en mentee ikke er til at komme i kontakt med efter adskillige forsøg via telefon, sms, mail eller besøg, udløser dette en bekymring, man som mentor er nødt til at inddrage sagsbehandleren i. Det er selvfølgelig både beklageligt og ulykkeligt, hvis det af menteen opleves som en jagt, sådan som Puk Sabber beskriver det i kronikken, for så er mentorstøtten måske ikke den rette indsats i dette tilfælde.

Ingen skam

Hvis jeg ikke kunne se forandringen for hver enkelt mentee’en, som jeg har arbejdet for og med i tidens løb, så ville mit arbejde ikke have haft den værdi, det har – uanset pengene jeg tjener på mit arbejde.

Jeg glæder mig over hende, der kom i mål med sin mellemlange videregående uddannelse, og som nu læser videre på universitetet efter en alvorlig kræftsygdom. Jeg glæder mig over ham, der fik sin HF trods sproglige vanskeligheder og en kriminel fortid.

Jeg glæder mig over hende, der på grund af sygdom og begrænset selvværd gennemførte uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Jeg glæder mig også over den svært psykisk syge kvinde, der for første gang i sit liv fik lov til at gå til eksamen og bestod afgangsprøven i dansk. Og jeg glæder mig over den traumatiserede unge kvinde der bestod 10. klasse for at tage på studenterkursus, og som i dag læser på universitetet. Listen fortsætter.

Derfor glæder mig over at have et privat mentorfirma, som har været med til at bringe nogle menneskers liv i en god retning. Og jeg skammer mig ikke over, at det også er en forretning.

Source: Jeg er privat mentor, og jeg er stolt af det | Information