Iværksætter-drenge vil vise ghettoen fra sin gode side: – Det betyder noget for de lokale | TV2 ØST

Tolv drenge fra det udsatte boligområde Lindholm vil give stedet et bedre ry. De deltager i et iværksætterprojekt og starter egen mikrovirksomhed.

Sådan siger 16-årige Evren Yilmaz, der kommer fra det udsatte boligområde Lindholm i Nykøbing Falster. For det er langt fra altid, at de positive historier om udsatte boligområder- også kaldet ghettoer – står forrest i køen.

Det vil Evren Yilmaz og 11 andre drenge fra Lindholm være med til at ændre ved at starte en mikrovirksomhed under iværksætterforløbet Mind Your Own Business. De vil lave luksusbolsjer.

– Vi kom fra 100 idéer ned til 10 og så ned til to. Vi stod imellem tøj og luksusbolsjer, men vi blev enige om, at det skulle være bolsjer, fordi der er masser af tøj i branchen. Så vi tænkte; nu skal vi prøve noget nyt, fortæller Evren Yilmaz om idéudviklingen hos drengene fra Lindholm.

Den lille Lindholm-virksomhed består af unge drenge mellem 13 og 19 år, og de har hver især forskellige ansvarsområder. Evren Yilmaz er eksempelvis ansvarlig for salgsafdelingen.

Vil ændre opfattelse af områder

De unge iværksættere fra Lindholm er langt fra de eneste med ghetto-baggrund, der giver sig i kast med at starte virksomhed. Faktisk er det pointen med hele konceptet Mind Your Own Business, hvor mere end 70 drenge fra otte udsatte boligområder rundt omkring i landet deltager.

– Jeg tror, mange af drengene er præget af den negative opmærksomhed, der er omkring det boligområde, de bor i. Det vil vi gerne ændre. Vi vil gerne være med til sammen med drengene at fortælle en anden historie, fortæller Maria Kavita Nielsen, der er direktør for Mind Your Own Business.

Dén anden historie håber Evren Yilmaz også på at kunne fortælle med luksusbolsjerne, der skal laves i mange smagsvarianter og – vigtigt – uden skarpe kanter.

– Det fedeste er, at vi løfter kvarteret. Jeg tror faktisk, det betyder noget for de lokale, der bor i Lindholm, siger Evren Yilmaz.

I morgen offentliggør regeringen den nyeste liste over udsatte boligområder, bedre kendt som ghetto-listen. Her håber Evren Yilmaz ikke, at Lindholm indgår.

– Det med, at vi står på en ghettoliste, gør, at tingene bliver lidt dårligere, siger han.

Mind Your Own Business er støttet af forskellige fonde og samarbejdspartnere, og projektet fortsætter indtil maj. Til den tid skulle drengene fra Lindholm altså gerne have bolsjer på markedet.

Source: Iværksætter-drenge vil vise ghettoen fra sin gode side: – Det betyder noget for de lokale | TV2 ØST