Hverdagens modige samtaler 

Laura Auken LarsenLaura Auken Larsen Chef for Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

‘Samtaler, der kræver mod’​ er en samling af tekster skrevet af dygtige folk, der har stor erfaring med svære samtaler. Bogen udkom lige inden sommerferien i en opdateret version. Du får her et uddrag fra bogen – nemlig forordet som fortæller, hvad der er på spil i svære samtaler.

Hvornår har du sidste haft en svær samtale med en frivillig eller en bruger? En samtale, hvor du ville ønske, at du havde haft flere værktøjer til at navigere i det følsomme land, som svære samtaler ofte er? På Center for Frivilligt Socialt Arbejde udgav vi inden sommerferien en ny opdateret udgave af vores mest populære håndbog ‘Samtaler der kræver mod’ Her får du bogens forord, der er skrevet af Laura Auken.

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej

K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1956

Relation og menneskelig kontakt næres af samtaler

Samtale motiverer, giver liv og perspektiv, men samtale er også en kompleks og krævende proces. I nogle samtaler oplever vi at komme til kort, at føle os utilstrækkelige og blive i tvivl om, hvad vi bør gøre. Andre samtaler får alt til at falde på plads, og vi kan tænke over dem længe efter. Og så er der alle samtalerne midt i mellem.

Svære samtaler er samtaler, hvor der er noget på spil. Det er samtaler, hvor vi tydeligt mærker, at vi holder noget af et andet menneskes liv i vores hænder. Svære samtaler kan handle om meget forskelligt og foregå i vidt forskellige rammer, men svære samtaler indeholder altid et potentiale for personlig udvikling.

Svære samtaler i det frivillige sociale arbejde

Mange brugere af tilbud i frivillige sociale foreninger har ar på sjælen og svære oplevelser i bagagen. Alene af den grund er svære samtaler en uundgåelig del af hverdagen i det frivillige sociale arbejde.

Når en samtale opleves som svær, kan det skyldes, at emnet i sig selv er vanskeligt. Samtalen kan handle om seksuelle overgreb, misbrug, psykiske lidelser, store økonomiske problemer, alvorlig sygdom eller andre af livets udfordringer. Svære samtaler kan også handle om konflikter i hverdagen mellem frivillige eller mellem frivillige og brugere. Det kan være konflikter, der er udsprunget af kulturelle forskelle mellem frivillige og brugere, uenighed om værdier og etik, eller som opstår, hvis brugerfrivillige har svært ved at finde sig til rette i rollen som frivillig.

Svære samtaler kan påvirke samtaleparterne følelsesmæssigt eller kropsligt før, under og efter samtalen. Brugere kan reagere på en måde, som kan være svær at håndtere for den frivillige, og den frivillige kan opleve at miste grebet om samtalen.

Alle kan have lyst til at undvige og undgå de svære samtaler fx ved at håbe på, at problemet går over af sig selv. Men man hverken kan eller skal undgå de svære samtaler, for svære samtaler er netop der, hvor vi får lejlighed til at flytte os selv og den anden. Når en svær samtale har været god, er samtaleparterne kommet tættere på hinanden som mennesker.

Men det kræver mod at tage de svære samtaler – både fra brugere og frivillige. Det kræver mod at dele og rumme det svære hos en anden – og hos en selv. Uanset om det handler om personlige problemer, manglende formåen, personlige begrænsninger eller svigt og smerte. På samme vis kræver det mod at være til stede i et fysisk og mentalt samtalerum med en, som har det rigtigt svært.

De fleste svære samtaler bliver lettere med god forberedelse, men der er også samtaler, man ikke kan forberede sig på. Uanset hvor mange svære samtaler vi har, bliver de aldrig rutine. Samtalerne kræver altid mod – fra begge samtaleparter.

Samtaler, der kræver mod er en samling af tekster, der er skrevet af dygtige folk på området. Bogen sætter spot på de steder, hvor der typisk opstår problemer, og forfatterne kommer med gode ideer til, hvordan samtaler, der kræver mod, bliver så givende som muligt for begge parter.

Med den nye opdaterede udgave af antologien håber vi på Center for Frivilligt Socialt Arbejde at give dig og dine frivillige mod på at tage de svære samtaler – og på at turde fejle og lære af det svære.

God læselyst!

Laura Auken

Samtaler, der kræver mod: Gode samtaler om svære emner kan skabe udvikling og være livgivende – både for frivillige og brugere. Men det kræver mod at dele og rumme det svære i samtale med en anden.

I den nye opdaterede udgave af ‘Samtaler, der kræver mod’ præsenteres 12 artikler med viden, råd, inspiration og redskaber til den svære samtale.

Bogen er oplagt i arbejdet med at klæde frivillige på til at blive gode samtalepartnere i udfordrende og svære samtaler med brugerne.

Bogen kan bestilles for 50 kroner eller downloades frit og kvit på www.frivillighed.dk

Link her: Hverdagens modige samtaler