Hanne er tilbage i job efter syv års ledighed: ‘Jeg kom lidt til at føle mig som en taber’ | Nordjylland | DR

Det kan være svært at finde tilbage til arbejdsmarkedet igen, når man har haft det samme job i 16 år og pludselig må stoppe. Det ved Hanne Andreasen fra Fjerritslev. Hun var ansat som slagterimedarbejder på Tican, men mistede sit arbejde på grund af en arbejdsskade, som betyder, at hendes arme hæver op, når hun bruger dem til fysisk arbejde. Det gjorde det umuligt for hende at fortsætte, og hun kunne heller ikke tage et lignende job.

– Jeg var virkelig lost. Jeg var så glad for mit arbejde, siger Hanne Andreasen.

Der gik syv år, inden hun via en mentorordning i Jammerbugt Kommune kom tilbage på arbejdsmarkedet.

“Jeg har noget at stå op til igen, og jeg ved, hvad jeg skal fremover. Det er guld værd” siger Hanne.

Mentorordningen, der er rettet mod kontanthjælpsmodtagere over 30 år, kører lige nu som forsøgsprojekt via satspuljemidlerne i fem kommuner, og i Jammerbugt er det en stor succes.

Her er omkring 50 kontanthjælpsmodtagere indtil videre kommet i praktik i en virksomhed, mens 25 har fået lønnet arbejde.

Syv år med uvished

For Hanne Andreasen var det et stort nederlag pludselig at miste jobbet.

– Jeg kom lidt til at føle mig som en taber. Jeg har altid arbejdet, og jeg har aldrig gået ledig, så det var hårdt, siger hun.

– Jeg måtte bede familien om hjælp, og mine to børn måtte hjælpe ud over det sædvanlige.

Situationen blev ikke nemmere, som tiden gik, og det hul, som Hanne Andreasen var havnet i, blev bare dybere og dybere. Det gik også ud over hendes selvværd.

– Syv år er længe med uvished. Det er virkelig hårdt, siger hun.

For ni måneder siden kom Hanne Andreasen med i mentorprojektet.

Hun var skeptisk i starten, for gennem sin tid som ledig havde hun haft ikke mindre end ni sagsbehandlere, og hendes tillid til systemet var ikke i top.

En af fiduserne ved at få en mentor var, at hun fremover skulle nøjes med én, som så skulle stå for al kontakt og samarbejde med kommunens folk, og hun kunne ringe til ham når som helst.

– Bare det at få ham ti minutter i telefonen, hvor jeg sagde ‘nu vælter det sgu’, hjalp. Han fik mig virkelig til at tænke i andre baner. Jeg er simpelthen så lykkelig for det, siger hun.

Timetallet er ikke afgørende

I Hanne Andreasens tilfælde var det Brian Skøt, der blev mentor, og som skulle hjælpe med at samle trådene for hende.

Sammen har de haft både faglige og personlige samtaler for at finde ud af, hvad der kunne hjælpe hende videre. Det gør ikke noget, at mentoren også kommer tæt på, mener Hanne Andreasen.

– Overhovedet ikke. Det gav også ham et input om, hvem jeg er, og hvad jeg har gået igennem, siger hun.

Også Brian Skøt har sat pris på projektet.

– Det har vist sig at være et fantastisk projekt, som jeg håber, bliver implementeret i kommunen, efter det er afsluttet, siger han.

For mange, der er langt væk fra arbejdsmarkedet, er det ikke timetallet, som er afgørende, fortæller Brian Skøt.

Selv nogle få timer kan gøre en forskel.

– Det, at der er nogle, der måske kan tage en til to timer om ugen, hvor man møder ind og får noget værdighed, noget trivsel og noget socialt – det er mega vigtigt, siger han.

Var guld værd

For Hanne Andreasen er det endt med fast arbejde i form af et fleksjob på ti timer ugentligt på et bosted i kommunen, og det er hun meget taknemmelig for.

– Jeg har noget at stå op til igen, og jeg ved, hvad jeg skal fremover. Det er guld værd, siger hun.

I Jammerbugt Kommune har man allerede planer om at fortsatte indsatsen, når projektperioden udløber i marts 2020.

Også social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) holder øje med projektet og opfordrer flere kommuner til at lade sig inspirere af erfaringerne.

– Vi vil selvfølgelig følge helt konkret op på det her, når projektet er afsluttet, og også drøfte med kommunerne, hvordan de her gode erfaringer kommer til gavn andre steder end Jammerbugt, siger hun.