En god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum | Information

Socialpolitikken har alt for længe stået i skyggen af andre politikområder.  Alt for længe har en økonomi- og beskæftigelsestænkning domineret socialområdet, og masser af klienter er sendt fra Herodes til Pilatus for at presse den sidste arbejdsprøvning ud af dem.

Og rigtigt er det, at socialpolitikken beskæftiger sig med alle de andre politikområders restgrupper. De grupper, der kæmper med job, med sundhed og med uddannelse. Det er her, socialpolitikken træder ind på scenen, og forslaget fra kronikørerne er, at den skal være evidensbaseret. Der skal data ind i beslutningsprocessen, og det er data, vi sådan set allerede har. Vi skal have alle tilgængelige oplysninger om klienterne på bordet, så vi kan udforme den politik, der skal til. Det er en videns- og evidensbaseret socialpolitik, der blot mangler at blive implementeret.

Overvejelserne over, hvad der virker, er selvfølgelig uomgængelige, og de er også en del af grundlaget for det sociale arbejde i daglig praksis. I dag vil vi også forvente en vis dokumentation, og forskningen kan et stykke ad vejen hjælpe os. Men også kun et stykke ad vejen, for den får aldrig fat i alle de faktorer, der er på spil i det enkelte tilfælde. Den kan øge sandsynligheden for, at vi rent metodemæssigt ikke rammer helt skævt. Men den kan ikke sige, hvilken vej vi skal gå i socialpolitikken.

Mennesket skal myndiggøres

Hvad er det, der mangler? Der mangler en positiv vision, som stiller sig på menneskets – borgerens – side. Det er en socialpolitik, der hjælper mennesker i en trangssituation til at genvinde magten i deres eget liv og til at blive selvhjulpne og få et godt liv. En sådan vision kræver, at den enkelte skal involveres, have indflydelse og ansvar i sit eget liv. Det perspektiv handler om empowerment, der betyder myndiggørelse, og det er aldeles fraværende i kronikkens grundsyn, som jeg læser det. Men det er en nødvendig vision for ikke igen at ende i en ren objektivering af borgeren og gøre ham/hende til ren klient.

Den måde at tale om socialpolitik på udelukker selvfølgelig ikke overvejelser over effekt. Lad mig give et eksempel. Den kommunale indsats over for udsatte unge 14-16-årige blev evalueret af Socialforskningsinstituttet for et par år siden. Undersøgelsen følger gruppen over en periode og sammenligner forebyggende foranstaltning i eget hjem med anbringelse uden for hjemmet.

Rapporten når frem til, at de to indsatser har hver sine styrker og svagheder, men at de unges forløb er meget turbulente. De afslutter, de påbegynder, de finder på noget andet og vender måske tilbage. Et år efter starten af indsatsen er omkring halvdelen af de udsatte unge fortsat i gang med en social indsats, fordi der er opstået nye problemer. Der er noget på spil, som går under måleradaren, simpelthen fordi det er uforudsigeligt – og evidenstilgangen har den begrænsning, at den kun svarer på det, vi spørger om. Og sagsbehandlerne er ikke alvidende eksperter, der har magten til at sidde og styre de udsatte unge som sprællemænd, der gør, som vi siger. Eller som forskningen peger på, at de vil gøre. De gør noget andet, fordi de selv har en tanke med deres liv. De er styret af noget andet – og hvad er det så?

Herre i eget hus

Engang vovede vi at italesætte dette ’andet’ som et forsøg på myndiggørelse og som et mål i socialpolitikken. Altså at vi skal styrke det enkelte menneskes mulighed for at blive herre i eget hus. Det faglige begreb var som nævnt ’empowerment’. Det kan godt være, det er blevet næsten glemt i forhold til rationelle kalkuler og overvågningsstrategier. Men helt ved siden af er den tænkning nu ikke. Begrebet er især udviklet i USA i 1970’erne og står for den opfattelse, at det enkelte menneske er den, der forstår sine egne behov bedst – og i virkeligheden også har magten til at handle på dem og imødekomme dem. Vores rolle er at hjælpe dem til at gøre alt det på en bedre måde. Men lad mig give et helt opdateret eksempel.

I perioden 2014-2016 blev der i ti kommuner i Danmark gennemført et projekt om tværgående indsatser og sammenhæng og helhed. Det hed ’Projekt familier på vej’, og der blev ydet tilskud til de deltagende kommuner på beskedne 7,5 millioner kroner. Metoden var koordineret tværfaglighed. Ideen var, at fagfolkene skulle snakke sammen og koordinere deres indsatser sammen med borgeren og familien. En såkaldt dyb synkronisering. Men noget væsentligt lå også et andet sted. Det handlede om menneskers aktive medvirken og deres tro på, at de kunne bidrage.

En teamleder på Lolland sagde det sådan: »Vi skal have en anden form for samtale med borgerne, så det ikke altid handler om ret og pligt, men om, hvad der er vigtigt for den enkelte. Hvilke håb og drømme de har for deres fremtid.« Projektet førte til en fælles kortlægning i familien, til netværksmøder og til koordineret planlægning. Familien bestemte altså, hvem der skulle inddrages, og de blev støttet af en koordinator. Der blev lavet aftaler, og planen blev forsøgt ført ud i livet sammen med de enkelte familiemedlemmer.

Helhedsorienteret indsats

Det helt centrale er altså involveringen. En socialpolitik er social også i den forstand, at den bygger på og udvikler relationer. Det er en investering i familien, der bygger på tillid. Og indsatsen handler om alle i familien. Den er helhedsorienteret, og den er tværgående. Det handler om både uddannelse, beskæftigelse og sundhed. Og troen på, at vi kan give mennesker ejerskab til deres eget liv, hvis vi giver dem indflydelse og støtter dem i realiseringen af det.

Men – siger måske den hardcore evalueringsekspert: Kommer der noget ud af det? Svaret er, at det gør der faktisk. Evalueringen fra familieprojektet viste, at de voksne opnåede bedre trivsel og sundhed, bedre forældreevne og bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. For børn og unge var der tale om forøget trivsel og tryghed og mere stabil skolegang.

Den helhedsorienterede indsats kan flytte udsatte familier fra et liv med tunge sociale problemer og høje kommunale udgifter til et mindre belastet liv. Og dermed reducere de kommunale udgifter mærkbart, som det siges.

Selvfølgelig vil der være barrierer, der skal overvindes. Men alene den tværgående indsats vil være i stand til at samle kræfterne omkring familien i et fokus, der giver håb om forandring og personlig vækst. Det er der også erfaringer med. Hvis vi bliver i gruppen af unge ved udgangen af folkeskolen, ved vi, at mange af dem falder fra uddannelsessporet. Omkring 20-25 procent kæmper med så store problemer, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse. I projekt ’Herreværelset’ i Randers har de skabt en forberedende ungdomsskole, der koordinerer uddannelse med beskæftigelse og socialpolitik, og som samtidig siger: Vi skal styrke vores elever menneskeligt, så de kommer til at tro på sig selv og får mod på livet.

En humanistisk socialpolitik

Det er dybest set også det, den nye PGU – Pædagogisk Grunduddannelse – sigter mod. Den blev lanceret sidste år og er i disse måneder ved at blive implementeret. Den søger mod større helhed i indsatsen, en alliance med forældrene, en anden pædagogisk tilgang og større tværfaglighed med arbejdsmarkedsrelatering. Altså en samtænkning af politikområder, der også inddrager den personlige udvikling.

Efter min mening skal vi turde samle vores mange erfaringer inden for socialområdet og lade dem indgå i en samlet indsigt om, hvad der styrker mennesker i en trangssituation. Måske en vision, som vi kalder en myndiggørende socialpolitik, der handler om at genrejse mennesker og give dem nyt mod. Den bygger selvfølgelig på forskning og evidensbaseret viden om, hvad der virker. Men først og fremmest vover den at inddrage de drømme og forhåbninger, som mennesker oftest allerede er i gang med at finde en retning for. Det hjælper vi dem til at gøre bedre. Det er ikke kun en evidensbaseret politik, men en humanistisk socialpolitik.

Per Schultz Jørgensen er dr.phil. og tidligere formand for Børnerådet.

Source: En god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum | Information