»Du hælder benzin på stigmatiseringens bål, når du siger, at et menneske har en diagnose i stedet for en sygdom« 

Ville du nogensinde sige om et andet menneske, at det var diagnosticeret med slidgigt i ryggen? Nej, vel. Du ville blot sige: Han har slidgigt. Men når sygdommen sidder oppe i hovedet, lægger vi ofte et filter mellem personen og sygdommen og siger, at vedkommende har en diagnose. Hvorfor dog det, spørger speciallæge i psykiatri.

Det begyndte som et p.s. i en mail fra Poul Videbech, der er en af landets mest anerkendte psykiatere og har speciale i behandling af svære depressioner. Jeg ønskede egentlig blot, at han gav sin vurdering af nogle nye tal om, hvor mange borgere der sidste år fik recept på medicin mod depression, angst, skizofreni og andre psykiske sygdomme. Under sin forklaring skrev professor, overlæge, dr.med. Poul Videbech, at der i øvrigt var en helt anden ting, han havde tænkt på:

»Når I skriver i Politiken om en person, der kæmper mod svær psykisk sygdom, formulerer I det altid: ’Hun kæmper mod psykiske diagnoser’. Det forstår jeg ikke. Man kan da ikke kæmpe mod en diagnose. Hvis en person derimod har astma og sukkersyge og kol, skriver I aldrig: ’Han kæmpede mod en masse legemlige diagnoser’, men derimod: ’Han er meget syg’. Hvordan kan det være, at I vælger lige de formuleringer? Det er, som om stigma over for psykisk sygdom stadig spiller en rolle for ordvalget? Eller hvad?«.

Han mener, at medierne afspejler en opfattelse, der er i befolkningen af, hvad psykisk sygdom er, og som både kommer til udtryk i artikler og i måden, hvorpå vi taler med og om hinanden.

»Du hælder benzin på stigmatiseringens bål, når du siger, at et menneske har en ’diagnose’ i stedet for en ’sygdom’. Du lægger en kunstig afstand ind mellem personen og sygdommen og siger indirekte, at ’det ikke er en rigtig sygdom’, ’skulle de nu alligevel ikke bare tage sig sammen’ og ’er det ikke bare lægerne og psykologerne, som bilder dem ind, at de er syge, og det er de nok slet ikke, når det kommer til stykket’. Når du i den sammenhæng taler om diagnoser i stedet for sygdom, sår du simpelthen tvivl om, hvorvidt de omtalte personer overhovedet er syge«, lyder Poul Videbechs analyse.

»Det kan godt være, at det er mig, som er sart, og det er sikkert ikke alle, der vil være enige med mig, men jeg mener, at der ligger en afstandtagen i den måde at formulere sig på – selv om det måske ikke er et bevidst valg. Når du siger, at en person har en psykisk diagnose, træder du et skridt væk fra det, som det handler om: at personen har en sygdom, som kræver behandling på helt lige fod med for eksempel kræft, og som kan være præcis lige så invaliderende som andre alvorlige sygdomme«.

Den skizofrene øksemorder

Vi har en forsimplet opfattelse af, hvad psykisk sygdom er, og deler det groft sagt op i den meget syge skizofrene øksemorder og så dem med sygdomme som depression, hvor man bare skal tage sig sammen og motionere eller tale om den ulykkelige barndom, siger Poul Videbech, der både i befolkningen og i medierne ser en udbredt skepsis over for diagnoserne:

»Vi har for eksempel en meget populær psykolog, Svend Brinkmann, der mener, at når der er så meget stress og depression i samfundet, skyldes det, at vi har udvidet kriterierne og bruger diagnoserne meget mere. Jeg tror derimod, at der er noget galt i vores måde at indrette samfundet på, som gør, at så mange har stress, depression og angst. Det afspejler nogle forhold i samfundet, som er forkerte, og som gør, at folk bliver syge. Hvis vi siger, at problemet bare er, at vi diagnosticerer for mange, lukker vi fuldstændig øjnene for problemerne og bliver ude af stand til at gøre noget ved dem«.

Læs hele artiklen i Politiken

Source: Overlæge Poul Videbech: »Du hælder benzin på stigmatiseringens bål, når du siger, at et menneske har en diagnose i stedet for en sygdom« – politiken.dk