Bliv frivillig ACT mentor for borgere med social angst

Projekt FRIT SIND er et interventionsprojekt målrettet borgere med social angst og overdreven generthed. Interventionen består af en mentorordning, individuelle samtaler, gruppeterapi, sociale arrangementer og et arbejdshæfte, som skal hjælpe borgeren til at opnå egne mål samt at bevæge sig i retning mod et mere meningsfuldt liv. Borgeren er tilknyttet projektet i fem måneder ad gangen. Interventionen er baseret på værktøjer fra Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og Compassion Focused Therapy (CFT), som du, som frivillig mentor, vil få uddannelse indenfor.

Vi forventer af dig:

  • At du er moden, empatisk, stabil og har gode medmenneskelige evner
  • At du kan bruge ca. 17-20 timer om måneden på det frivillige arbejde – herunder to timer fast hver 14. dag til supervision og mindfulness samt månedlig efteruddannelse
  • At du kan binde dig for minimum seks måneder
  • At du enten. er studerende indenfor et relevant socialfagligt område eller selv har haft social angst og er kommet godt ovenpå
  • At du kan træffe selvstændige beslutninger i dit forløb med borgeren
  • At du selv holder styr på datoer for uddannelser, efteruddannelser og supervision og husker at melde afbud hvis du er forhindret i at komme
  • Det betyder ikke noget for os, hvad du har af erfaring fra tidligere jobs.

Du kan forvente:

  • En 4-dages mentoruddannelse med værktøjer fra ACT og CFT
  • Månedlig supervision hos uddannet psykolog
  • 4 efteruddannelser
  • Mulighed for mad, når du er i rådgivningen
  • Mulighed for faglig sparring, et godt netværk samt halvårlige fester for de frivillige

Som mentor får du erfaring med:

  • At have det overordnede ansvar og overblik over borgerens forløb gennem projektet
  • At opbygge og vedligeholde en uformel, professionel relation til borgeren – eksempelvis via gåture, museumsbesøg, telefonopkald, sms eller lignende – afhængig af jeres konkrete situation
  • at lave eksponeringsopgaver med de borgere du tilknyttes, alt efter hvad borgerens behov er
  • At støtte borgeren i at komme afsted til de forskellige interventionsdele
  • At være den primære kontaktperson – med ansvar for borgerens trivsel og oplevelse af tryghed i projektet

Praktisk:

  • Du skal kunne deltage ved uddannelse den 24-25/11 kl. 10-16 og 1-2/12 kl. 9-16
  • Opstart af mentorforløb i uge 4 – 2019
  • FRIT SINDs åbningstider er onsdage og fredage, og der kan bookes lokale til møder med borgere i dette tidsrum
  • Supervision ligger 16/1, 13/2, 13/3, 10/4 og 8/5 i tidsrummet 17-19
  • Mindfulness ligger d. 25/1, 22/2, 15/3 og 3/5 i tidsrummet 15-17
  • Efteruddannelser ligger 27/2/ 27/3, 24/4 og 22/5 i tidsrummet 18-21

Hvis ovenstående har fanget din interesse, kan du sende en motiveret ansøgning via linket i opslaget. Vi behøver ikke dit cv. Hvis du hellere vil sende ansøgningen som fil, kan du skrive en besked til os via formularen under ‘kontakt organisation’ og herefter sender vi dig en mail, hvortil du kan sende ansøgningen.

Anøsgningsfrist: 4/11. Samtalerne vil blive afholdt onsdag og fredag i ugerne 45, 46 og 47.

Vi glæder os til at høre fra dig

Frivillige siger om FRIT SIND:

 

“Frivilligt arbejde har for mig fået en hel anden betydning, siden jeg kom i FRIT SIND. Meget frivilligt arbejde handler om at få noget at skrive på CVet og noget erfaring – indrømmet, det får man også i FRIDT SIND – men det er ikke derfor man (jeg) er der. Man får nemlig så meget mere. Man får kontakt til rigtige mennesker og man får lov til at være noget for disse. Man får et helt unikt socialt og fagligt fællesskab med de andre frivillige og ansatte, som jeg nærmest aldrig har kendt mage. Man får lov til at øve sig, lære, udvikle og udfordre sig selv – altsammen med visheden om, at man har et trygt fundament at gå ud fra og vende tilbage til, når tvivlen opstår. Både pga. den ambitiøse tilgang der er til de frivilliges uddannelse og opfølgning herpå, men også pga. den tiltro og det samarbejde de mennesker, der er tilknytttet FRIT SIND møder hinanden med. Man bliver klogere – på sig selv, på andre og på ens faglighed. Der er rigtig mange gode grunde til at blive og være frivillig i FRIT SIND – også mange flere end jeg lige kan komme i tanke om her – men jeg har aldrig fortrudt, at jeg prioriterede tiden til at være i FRIT SIND, og nu kan jeg faktisk slet ikke forestille mig at skulle undvære det.”

“Ledelsen skal have stor ros for den måde, de kører projektet. Jeg føler mig tryg – både socialt og fagligt. Det er dejligt, at der ofte er supervision. Det er også fantastisk, at de inddrager os frivillige så meget, og at de altid er opmærksomme på, hvordan vi har det.”

Source: Bliv frivillig ACT mentor for borgere med social angst – frivilligjob.dk