Afsløret: Supermarkeder tjener på at snyde ledige for støtte

Kommunerne betalte sidste år Kvickly og Fakta over fire millioner kroner for at yde mentorstøtte til ledige i virksomhedspraktik. Men ofte aner praktikanterne slet ikke, at de har en mentor. Det fremgår af et DR-program. (Kan streames DR TV 1)

- Jeg har jo været en god forretning for dem. Jeg bliver lidt ked af det, for jeg var glad for at være der. Det er synd, at man skal tage røven på folk, siger Nanna Westlund, der var i virksomhedspraktik hos Kvickly.
– Jeg har jo været en god forretning for dem. Jeg bliver lidt ked af det, for jeg var glad for at være der. Det er synd, at man skal tage røven på folk, siger Nanna Westlund, der var i virksomhedspraktik hos Kvickly. Foto: DR1 – Afsløret
I følge programmet foregår det ofte sådan, at den ledige kommer i gratis virksomhedspraktik i et supermarked. Og ud over den gratis arbejdskraft modtager arbejdsgiveren også – uden at den ledige er klar over det – penge for at yde såkaldt mentor-støtte.

Passede bare sit arbejde

Nanna Westlund er diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom og angst.

– I 2010 mistede jeg en lille søn, dødfødt, og der væltede hele min verden. Jeg har ikke fået hjælp til det, så jeg sidder med efterveerne og lidt PTSD. Men der er ikke nogen, der har formået at hjælpe mig op igen, siger Nanna Westlund.

Hun har derfor været på kontanthjælp siden 2010. Hun er social- og sundhedshjælper, og det er stadig hendes drøm at vende tilbage til det job.

Sidste år sendte Guldborgsund Kommune Nanna Westlund i virksomhedspraktik i den lokale Kvickly. Ifølge kontrakten med kommunen skulle Nanna have 2,5 times særlig mentorstøtte om ugen af den daværende butiksbestyrer i Kvickly.

COOP fik sidste år 4,1 millioner skattekroner for at yde mentorstøtte til ledige i virksomhedspraktik.
Foto: DR1- Afsløret

Men Nanna Westlund opdagede aldrig, at hun havde en mentor, og modtog aldrig mentor-støtte i de otte måneder hun arbejdede i Kvickly.

– Butiksbestyreren har ikke rigtig haft noget med mig at gøre. Jeg har bare passet mit arbejde.

I følge Nanna Westlund så hun mest bestyreren til de fælles personalemøder.

– Vi har haft de møder der, hvor vi lige har sagt god morgen og farvel til hinanden, siger Nanna Westlund og understreger, at der var tale om møder, hvor de andre medarbejdere også var til stede og som altså ikke handlede om hende.

Fik 155.000 kroner i en butik

I Nanna Westlunds tilfælde modtog Kvickly kun 1.500 kroner, men samlet har butikken i Nykøbing Falster de seneste tre år modtaget 155.000 kroner fra Guldborgsund Kommune for at give mentorstøtte til ledige.

– Jeg har jo været en god forretning for dem. Jeg bliver lidt ked af det, for jeg var glad for at være der. Det er synd, at man skal tage røven på folk, og så bare sige, det var så det, siger Nanna Westlund.

Også hos Fakta gøres der flittigt brug af virksomheds-praktikanter – og Fakta hæver også penge fra mentorordningen uden, at de ledige i alle tilfælde modtager nogen mentorstøtte:

– Jeg fik bare at vide, at Fakta fik 2.500 for at have mig. Det er først her efterfølgende, at jeg har fundet ud af, at det faktisk var for en mentor. Og jeg har intet mentorforløb oplevet overhovedet, siger Charlotte Winsløw, der har været i virksomhedspraktik i Fakta.

Og hun er langtfra den eneste:

– Chefen i Fakta fik mentorpenge for at have mig. Han satte mig jo bare i gang med dagens opgave, og så gik han ind i butikken og passede sine egne opgaver. Hvad skulle mentortimer have bestået i, spørger Linda Nielsen i DR-programmet.

Coop: Det fungerer fint

Kvickly og Fakta er en del af Coop.

Coop skriver på sin hjemmeside, at de er “Danmarks største arbejdsplads – det forpligter og som stor samfundsaktør, tager vi vores ansvar i forhold til at hjælpe mennesker i gang eller tilbage på arbejdsmarkedet.”

Coop fik sidste år 4,1 mio. skattekroner for at yde mentorstøtte til ledige i virksomhedspraktik.

Men Coop ønsker i første omgang ikke at stille op til et interview om, hvordan butikkerne udfører de mentoropgaver, de får skattepenge for. I en mail til DR skriver koncernen:

“Hvis medarbejderen mener, at man har brug for ekstra rådgivning, kan man bede den udpegede mentor om det.”

– Jeg har jo været en god forretning for dem. Jeg bliver lidt ked af det, for jeg var glad for at være der. Det er synd, at man skal tage røven på folk, siger Nanna Westlund, der var i virksomhedspraktik hos Kvickly.
Foto: DR1 – Afsløret

Efter lidt betænkningstid vælger Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen dog at stille op til et telefon-interview:

DR-journalist: Du skriver, at det egentligt er den person, der er i virksomhedspraktik, som skal bede om at få ekstra rådgivning. Hvordan kan man bede dem om det, når for eksempel Nanna Westlund siger, at hun ikke engang var klar over, at hun havde en mentor?

Jens Juul Nielsen: Nej, men så vil jeg så sige, at der burde kommunen måske have fortalt hende, at hun havde den mulighed.

DR-journalist: Men det er vel også jeres ansvar, når I påtager Jer rollen som virksomhedsmentor. At I faktisk også giver de timer, som kommunerne betaler for?

Jens Juul Nielsen: Jamen, så må man bede om det, hvis man vil have noget ekstra. Det er ikke sådan, at vi har et systematisk forløb, hvor du får præcist et bestemt antal timer med nogle specielle samtaler. Vi syntes egentligt, at det fungerer fint i hverdagen.

Programmet “Afsløret – Hvor er min mentor?” sendes på DR 1 mandag den 1. oktober kl. 20:45.

(Kan streames DR TV 1)

Source: Afsløret: Supermarkeder tjener på at snyde ledige for støtte – Avisen.dk